Christian Horner tager McLaren-fejde til nyt niveau: Kommer med beskyldninger mod Zak Brown
Af: Nicolai Busekist
|
20/10/2024 14:03
Mest læste i dag
Red Bull-teamchef Christian Horner har skruet op for sin konflikt med Zak Brown ved at anklage McLaren for at ændre bagvingerne på deres biler. Det var Horner og co., der løb med første stik ved USA's Grand Prix, da Max Verstappen tog pole-position i sprintkvalifikationen fredag.
Konkurrenten Lando Norris kunne kun opnå en 4.-plads, hvilket var et hårdt slag for hans håb om at indhente den hollandske kørers føring på 52 point i kørernes mesterskab.
Men indtil videre har dramaet på banen været overskygget af den igangværende strid mellem Horner og Brown, som er intensiveret i takt med kampen mellem deres hold om både kørernes og konstruktørernes titler.
Siden ankomsten til USA er Red Bull blevet kritiseret af konkurrenterne, efter det kom frem, at de havde brugt en særlig anordning til at justere bilernes undervogn under parc fermé-betingelser. Det skriver det britiske medie Express.
På trods af, at FIA har erklæret, at ingen regler var blevet brudt, har McLaren været blandt dem, der højlydt har sat spørgsmålstegn ved manglen på sanktioner.
Da Horner blev spurgt om Browns kommentarer, antydede han, at McLaren forsøgte at aflede opmærksomheden fra deres egne problemer.
"Jeg føler, at når man prøver at skabe røg et andet sted, er det måske for at distrahere fra, hvad der sker i ens eget hus," sagde han til Sky Sports.
På spørgsmålet ’Mener du, at McLaren har noget skummelt kørende?’ svarede Horner: "Der er en hel masse snak om bagvinger, og McLaren måtte ændre deres i går."
På det tidspunkt blev Horner korrigeret af sin interviewer, men da han fik at vide, at 'de siger, at det ikke er tilfældet', nægtede han at trække sine ord tilbage.
"Åh, virkelig? Okay. Det er en del af Formel 1, og jeg er sikker på, at der vil komme mere op inden Abu Dhabi," sagde han.
Brown har siden slået tilbage og insisteret på, at McLarens bagvinge overholder reglerne.
"Absolut. Vores bagvinger bestod alle tests. Vi har lavet nogle små justeringer, som flere andre også har gjort. Så det er ikke et problem," sagde han.
Han forsøgte desuden at vende fokus tilbage på Red Bull ved at argumentere for, at deres 'bib-trick' gav en fordel for bilernes lufttunneller.
"Jeg tror, at hvis - og jeg siger hvis, fordi jeg ikke ved det - det bliver brugt på en uhensigtsmæssig måde, så er det bestemt en præstationsfordel," sagde han.
Spændingerne mellem Horner og Brown har ulmet hele sæsonen, og Brown har gentagne gange udtalt sig om den interne skandale, der har ramt de regerende konstruktørmestre.
Efter en undersøgelse blev Horner renset for upassende opførsel over for en kvindelig medarbejder, hvor en anke fra sagsøgeren senere blev afvist. Under undersøgelsen var Brown dog ikke bleg for at udtale sig om det.
"McLaren holder sig selv og alle mænd og kvinder hos McLaren til de højeste standarder. Det ser ud til, at Red Bull Corporation har igangsat en undersøgelse, og vi håber og forventer, at den vil blive håndteret på en meget gennemsigtig måde, som FIA og Formel 1 har sagt," sagde han.