Christian Horners kone med klart ultimatum

Af: Nicolai Busekist

|

05/03/2024 11:07

Christian Horner har fået et ultimatum af sin kone, Geri Halliwell, som tidligere har været en del af Spice Girls.

Mest læste i dag

Red Bull-boss Christian Horner har fået en del opmærksomhed på det seneste, men det ønsker han sandsynligvis ikke. Det hele handler nemlig om en sag, hvor han har været anklaget for upassende opførsel overfor en kvindelig kollega.

I denne forbindelse har Red Bull GmbH stået for at udføre en undersøgelse, hvilket har ført til, at han er blevet frikendt. Men det betyder bestemt ikke, at sagen er slut.

I sidste uge blev der lækket en række skærmbilleder, der viste både beskeder og billeder sendt af Horner. Det har ikke blot pustet nyt liv i sagen, men har også givet ham problemer på hjemmefronten.

Ifølge Mirror har dette medført, at han har fået et ultimatum af sin kone. Hun har gjort det klart for ham, at hun ønsker, at han skal kappe alle bånd til den pågældende kvinde. 

Halliwell var med Horner i Bahrain, hvor de blev set holde i hånd og kysse hinanden. Men meget tyder på, at det hele har været spil for galleriet. Bag kulisserne skulle der være problemer for parret.

Netop derfor skulle det også være et krav fra Halliwells side, at den kvindelige kollega kommer 'ud af billedet'.

"Selvom hun smilede til kameraerne ved grandprixet (i Bahrain, red.), har Geri fastsat nogle strenge grundregler," siger en kilde til The Sun.

"Den ene er, at Christian kapper eller mindsker kontakten til kvinden - men det er svært på grund af hendes rolle hos Red Bull. Og hun har bestemt haft sin mening om, hvilke beskeder han sender."

"Af indlysende grunde ville Geri gerne have, at den kvindelige kollega - som hun kendt forud for anklagerne - er ude af billedet så meget som muligt. Men de kan ikke fyre hende, da der ikke er noget grundlag for at gøre det."