Af: Emil Martesen
|
17/10/2024 13:56
Mest læste i dag
Fernando Alonso har afsløret, at han personligt forsøgte at overtale den legendariske Formel 1-designer Adrian Newey til at slutte sig til Aston Martin, efter at Newey besluttede at forlade Red Bull.
Den spanske kører har kontrakt med Aston Martin indtil udgangen af 2026, og tog selv kontakt til Newey i håbet om at sikre hans underskrift, som en del af teamets fremtidige satsning.
Efter at Neweys exit fra Red Bull blev bekræftet i maj, tog Alonso sagen i egen hånd og sendte straks en besked til ham:
"Sikke en overraskelse. Hvis du nogensinde tror, du kunne tænke dig en ny udfordring, ville jeg elske at arbejde sammen med dig en dag", lød det i en SMS ifølge crash.net.
Det viste sig, at forhandlingerne mellem Newey og Aston Martins ejer, Lawrence Stroll, allerede var i gang på fulde drøn:
"Og så fandt jeg ud af, at Adrian og Lawrence Stroll var i kontakt. Lawrence holdt mig opdateret om forhandlinger. Da Adrian besluttede sig for at være med, var jeg meget glad, men også ekstremt stolt – stolt over, at han ville arbejde sammen med os, og at han troede på vores projekt", fortæller han til holdets hjemmeside.
Alonso, som for nylig fyldte 43, erkender dog, at tiden kan være knap for ham i forhold til at drage fuld nytte af Neweys arbejde.
Ved det seneste Grand Prix i Aserbajdsjan indrømmede han, at spørgsmålet om, hvor længe han vil fortsætte i sporten, også afhænger af Neweys indflydelse på holdet.
Fodbold
Tennis