George Russell kalder det 'meget kontroversielt': "Han burde være..."
Af: Emil Martesen
|
09/05/2025 21:37
Mest læste i dag
Når F1-spilverdenen hvert år får nyt liv, er der én tradition, der aldrig går af mode: den hede debat om kørernes ratings.
I år er det dog ikke en tilfældig fan på Reddit eller en vred YouTube-kommentator, der raser - det er nemlig George Russell, der sætter ord på det, mange tænker:
"89 til Lewis ... hvad? Han burde være højere. Meget kontroversielt", lyder det fra ham ifølge mediet express.co.uk.
Russell, der delte garage med Lewis Hamilton i Mercedes i tre år, var ikke sen til at gribe mikrofonen, da EA Sports afslørede de nyeste karakterer til det kommende F1 2025-spil.
Hamiltons rating på 89 fik nemlig hurtigt øjenbrynene til at løfte sig op i pitlane-højde.
Den syvdobbelte verdensmester har ganske vist haft en lidt haltende start i Ferrari-trøjen, men med erfaringstal der nærmest troner over feltet med sine 98 point, er det svært at se logikken i den samlede vurdering. Især når både Lando Norris og Carlos Sainz er ratet højere.
Russell var ikke imponeret.
Ikke bare kolleger, men holdspillere
Selvom de i princippet var konkurrenter under samme banner, har forholdet mellem Russell og Hamilton været præget af gensidig respekt snarere end gnister.
På banen var de skarpe, men sjældent ufine, og uden for banen har tonen været præget af professionalisme og, ja, af og til lidt britisk bromance.
Det er derfor ikke så underligt, at Russell stikker næsen frem og forsvarer sin tidligere holdkammerat.
For i en sport, hvor både sekunder og statistik kan definere en karriere, betyder det noget, hvem der siger hvad. Og når Russell kalder det kontroversielt, så lytter folk.
Hamilton i ny bil
Mens Leclerc indtil videre har haft overhånden i det interne Ferrari-opgør, har Hamilton ikke ligget helt i overhalingsbanen. Bortset fra en sprintsejr i Shanghai har 2025-sæsonen været præget af tilpasning og teknisk finjustering - og i Formel 1 er tålmodighed som bekendt en sjælden dækblanding.
Men én ting er sikkert: George Russell mener stadig, at der er fart i den gamle mesters ben, og han er ikke bleg for at sige det højt.