Haas-teamchef tager bladet fra munden: Derfor blev Kevin Magnussen byttet ud

Af: Emil Martesen

|

04/03/2025 09:54

Formel 1
Foto: Michael Potts/BSR Agency/Getty Images
Foto: Michael Potts/BSR Agency/Getty Images
Haas-teamchefen tager bladet fra munden.

Mest læste i dag

Når den nye Formel 1-sæson snart skydes i gang, bliver det uden Danmarks hurtigste mand på gridden.

Kevin Magnussen har måttet vinke farvel til sin plads hos Haas, der i stedet har satset på den franske kører Esteban Ocon.

En beslutning, der har vakt opsigt blandt fans, men ifølge teamchef Ayao Komatsu var valget velovervejet – og nødvendigt.

Da Nico Hülkenberg besluttede sig for at skifte til Stake, stod Haas med en ledig plads ved siden af den unge Oliver Bearman.

På blokken lå flere navne, herunder Magnussen og den erfarne Valtteri Bottas, men valget faldt på Ocon.

Ifølge Komatsu handlede det om at finde en kører, der både havde erfaring og stadig havde en lang karriere foran sig.

"Jeg ville have nogen, der stadig var ung. Ung og erfaren. Esteban var 27 år, da jeg skrev kontrakt med ham, så stadig meget ung," forklarer Komatsu.

Samtidig ønskede han en kører, der ikke bare kunne præstere på banen, men også ville engagere sig i teamets udvikling.

Ocons arbejdsmoral og iver efter at forbedre sig blev en afgørende faktor, da Haas som et mindre team har brug for en kører, der brænder for at optimere bilen og deltage aktivt i udviklingsarbejdet.

Manglende bidrag

Det var dog ikke kun Ocons kvaliteter, der sikrede ham pladsen.

Magnussen blev valgt fra, fordi han ifølge Komatsu ikke bidrog nok til bilens udvikling og ikke tog den nødvendige aktive rolle i teamets arbejde.

Komatsu fremhæver, at Hülkenberg tidligere spillede en vigtig rolle i bilens udvikling ved at deltage i tekniske diskussioner og være med til at forme teamets strategi, og netop den indsats savnede han hos Magnussen.

"Jeg ville have nogen til at gøre det aktivt, snarere end bare at dukke op i løbsweekenden og køre, eller dukke op til en simulatorsession, når vi beder ham om det."

Med andre ord ønskede Haas en kører, der ikke kun kunne køre stærkt, men også tog initiativ og drev teamet fremad. Og her var det Ocon, der passede bedst til profilen.

"Jeg ville bare have nogen, der er meget drevet af sig selv, fast besluttet på at forbedre sig selv, forbedre teamet, bare non-stop. Og Esteban er den type karakter," slutter Komatsu.

Herunder kan du se et billede af Ocon, der kun er et par weeekender fra at tage hul på sit Haas-eventyr: