Kan det virkelig passe? Helmut Marko deler opsigtsvækkende melding om Yuki Tsunoda
Af: Emil Martesen
|
10/05/2025 13:48
Mest læste i dag
Helmut Marko siger ting og virkelig mener det, og netop nu har Marko givet Yuki Tsunoda et rygklap af de større, og det kommer ikke fra hvem som helst.
Den kantede Red Bull-rådgiver mener nemlig, at den japanske komet er den første, der reelt kan matche Max Verstappen. Ja, du læste rigtigt.
Det skriver mediet racingnews365.com.
Efter to skuffende løb fra Liam Lawson blev Yuki Tsunoda kaldt ind til kamp - og det har vist sig at være en ganske god beslutning.
Med tre Q3-optrædener og seks point på kontoen i en RB21, der ikke just kører på skinner, har han gjort sig positivt bemærket.
“Yuki bliver bedre og bedre,” siger Helmut Marko til det østrigske medie oe24, inden han fortsætter:
"Han er Verstappens første holdkammerat, der rent faktisk kan matche Max’ niveau.”
Det er store ord fra manden, der sjældent spilder taletid på overfladisk anerkendelse. Men naturligvis – det hele er ikke lutter lagkage.
Fejl under pres
For Marko stopper ikke med de varme vendinger. Han har også lige en velkendt pegefinger i baghånden, som han ikke tøver med at bruge.
“Desværre laver han stadig for mange fejl, når presset begynder at stige,” lyder det tørt fra den gamle ringræv. Og i Formel 1 er presset en fast passager.
Derfor er det også stadig uvist, om Tsunoda for alvor kan banke på døren til Red Bull-holdet på lang sigt - især i en sæson, hvor McLaren og især Oscar Piastri har taget teten.
McLaren i førersædet
Marko har også et godt øje til McLaren-drengen Oscar Piastri, der har vundet fire ud af sæsonens første seks løb.
“Jeg er meget imponeret. Oscar forbliver altid rolig og lægger konstant pres på alle til at køre forrest. Det er virkelig forfriskende", siger han.
Og som en sidste krølle nævner han også Isack Hadjar, der i Miami kørte sig til et enkelt point - ganske vist med det, Marko kalder 'et par hundrededele' i ryggen.
Der er altså gang i butikken, men det er Yuki Tsunoda, der lige nu stjæler de største overskrifter.