Af: Nicolai Busekist
|
28/08/2024 10:14
Mest læste i dag
Gennem tiden er det blevet en af de mest ikoniske baner i Formel 1. Derfor er det også en bane, der altid er stor spænding forbundet med. Sådan er det også for Kevin Magnussen, der ser frem til at skulle køre på Monza i weekenden.
Han har gjort det klart, at han ser frem til at blive mødt af den særlige stemning på den italienske bane. Stemningen er dog ikke den eneste grund til, at han ser frem til løbet. Han mener, at banen har en udformning, der giver ham og Haas grund til at tro på et godt resultat.
"Stemningen med tifosiern og de ultrapassionerede fans, er unik, så det glæder jeg mig til, ligesom jeg også glæder mig til den unikke type løb på Monza med de lange langsider. Forhåbentlig kan vi være konkurrencedygtige. Vores bil har været hurtig på langsiderne," siger Magnussen i en pressemeddelelse.
Tager man et kig på statistikken, så er Monza da også en af de baner, hvor Magnussen har gode chancer for at tage point med hjem.
To gange i løbet af denne sæson er det blevet til point for den danske racerkører. Det skete i henholdsvis Australien og Østrig, som begge er baner, der har få sving og flere langsider. Det er noget, de har tilfælles med Monza.
Der er blevet foretaget en række ændringer på Monza, men det ændrer ikke på, at Magnussen spår gode chancer for sig selv og sin holdkammerat Nico Hülkenberg.
"Banen er unik, fordi der er nogle højhastighedssving, hvor der er begrænset downforce. Så bilen danser lidt mere end normalt, og det føles altid anderledes at køre på Monza," lyder det fra Magnussen.
Fodbold
Tennis