Kevin Magnussen jubler: "Det er et godt udgangspunkt"
Af: Nicolai Busekist
|
27/10/2024 10:07
Mest læste i dag
Kevin Magnussen kan glæde sig over, at han skal starte foran sin holdkammerat, når der søndag aften dansk tid bliver kørt løb ved Mexicos Grand Prix.
Den danske racerkører har været vant til at blive slået i kvalifikationen af sin holdkammerat det meste af sæsonen. Sådan gik det dog ikke i Mexico, hvilket han naturligvis er glad for.
Efter kvalifikationen udtalte han, at han ser det som et godt udgangspunkt for at sikre en placering i top-10. Det vil naturligvis være vigtigt for både ham og Haas, da de har brug for at sikre point, hvis de skal holde fast i deres placering i den samlede stilling.
"To biler i top-10 igen, og jeg mener, at jeg er foran de folk, vi gerne vil være foran. Så det er en god dag for os. Banen er meget beskidt på indersiden af linjen, så det er en ekstra lille fordel at starte på venstre side," sagde Magnussen til Haas' hjemmeside.
"Det burde være et godt udgangspunkt for en placering i top-10. Vi vil selvfølgelig gerne slutte så højt som muligt, men vi kæmper virkelig mod RB og til en vis grad også Williams og Alpine, så vi skal slutte foran dem og i pointene i morgen."
Teamchef Ayao Komatsu gav også udtryk for, at han er glad for, at både Magnussen og Nico Hülkenberg har kvalificeret sig til en plads i top-10.
"Det var en intens kvalifikation. Jeg er glad for, at vi fik begge biler i Q3, og Kevins omgang på de nye dæk var virkelig god. Det er en svær bane at få en sammenhængende omgang på, og det lykkedes ham, og at være foran både Gasly og Albon er stort," sagde han.
"Jeg er virkelig glad på Kevins vegne over, at han endelig fik det resultat, han fortjener. Nico klarede sig også godt og kørte næsten samme omgangstid som Kevin op til sving 12. Alligevel er P10 foran RB rigtig godt, og vi går efter dobbelt point i morgen (i dag, red.)."