Noget særligt skete under Monacos Grand Prix, som måske aldrig vil ske igen
Af: Nicolai Busekist
|
27/05/2024 17:54
Mest læste i dag
Søndag eftermiddag var alle øjne rettet mod Circuit de Monaco, da den lokale helt Charles Leclerc vandt løbet for første gang i sin karriere. Ferrari-stjernen krydsede målstregen syv sekunder foran McLaren-kører Oscar Piastri, mens hans teamkammerat Carlos Sainz blev nummer tre.
Monacos Grand Prix er kendt for sin bane, hvor det er ekstremt svært at overhale. Løbet startede med en dramatisk første omgang, da der blev givet et rødt flag efter en stor kollision med Sergio Perez, Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg.
Efter løbet viste det sig, at årets Monacos Grand Prix skrev sig ind i Formel 1-historien med noget, der måske aldrig vil ske igen.
"Top-10 slutter i samme rækkefølge, som de startede, for første gang i F1-historien. Ingen tidligere F1-løb har set mere end de seks øverste kørere slutte på de positioner, de startede," skrev F1-vært og statistiker Sean Kelly på det sociale medie X.
Under løbet udtrykte den regerende verdensmester Max Verstappen sin frustration via teamradioen.
"F**k mig, det her er kedeligt. Skulle have taget min pude med," sagde han ifølge Sportbible.
Efter løbet gentog Verstappen sine påstande, da han gav et interview til Sky Sports
"Vi sluttede bare, hvor vi startede. Strategien blev ødelagt af det røde flag. Fra omgang ét efter genstarten kørte vi fire sekunder langsommere og slappede af. Ingen udfordringer overhovedet. Bare virkelig, virkelig kedeligt," sagde han.
En følelsesladet Leclerc var dog rigtig godt tilfreds med løbet, da han selv kommer fra Monaco.
"Ord kan ikke forklare det. Det er sådan et svært løb. Jeg tror, at det faktum, at jeg to gange har startet på pole-position og ikke har kunnet vinde, gør det endnu bedre," sagde han.
"Det betyder selvfølgelig meget. Det er løbet, der fik mig til at drømme om at blive Formel 1-kører en dag. Femten omgange før slutningen håber du, at intet sker, og følelserne kommer frem. Min far har givet alt for, at jeg kunne være her, og det var vores drøm, at jeg skulle køre her og vinde her, så det er utroligt."
Formel 1 vender tilbage om to uger ved Canadas Grand Prix, som finder sted på Circuit Gilles Villeneuve den 9. juni.