Telmex er et mexicansk telekommunikationsselskab, der har milliardær Carlos Slim som ejer og formand. De har støttet Segio Perez siden hans F1-debut i 2011, hvorfor selskabet også har en fortjeneste i, at han har kunnet holde liv i sin karriere.
Slim har gentagne gange været blandt verdens rigeste mænd, men ifølge ESPN føler han, at det er uhensigtsmæssigt at have to store telekommunikationsselskaber, der sponsorerer det samme hold. Red Bull er nemlig ikke kun sponsoreret af Telmex, men også af AT&T.
Telmex vil fortsat være personlig sponsor for Perez, der nu er i sin fjerde sæson hos Red Bull. Dog er han i fare for at miste sin plads i 2025 på grund af manglende resultater sammenlignet med Max Verstappen.
En lignende situation opstod for Perez i 2013, da han kørte for McLaren, der havde Vodafone som hovedsponsor. Dengang havde Perez Telmex-logoer på både hjelm og køredragt under sin eneste sæson med holdet.
"Spørgsmålet om Checos (Perez, red.) kontrakt er uafhængigt af vores sponsorat - sådan har det altid været, siden han skrev under med holdet," sagde Slim til ESPN.
"Men hvis muligheden for at fortsætte med teamet ikke længere er der, vil vi bestemt fortsætte med at støtte Checo. Intentionen er at støtte Checo. Uanset hvor han er, vil vi være der for ham."
Det står derfor klart, at Perez ikke skal være bange for at miste sin finansielle støtte fra Slim og Telmex. Til gengæld kan det forholde sig på en anden måde for Red Bull, der kan være nødt til at se sig om efter en anden sponsor.
Da Red Bull er et af de største og mest attraktive hold i Formel 1, vil det dog næppe være svært for dem at finde en ny sponsor. Det kan derfor betyde, at der kommer til at være andre logoer på deres biler og udstyr allerede fra næste sæson.