Af: Jesper Bengtson
|
30/07/2024 13:27
Mest læste i dag
Danmark har gjort rent bord indtil videre ved OL.
Lørdag aften blev det nemlig til en imponerende sejr over de franske værter, mens Nikolaj Jacobsens tropper slog Egypten mandag eftermiddag.
Men på trods af den stærke præstation var der i den grad anledning til panderynker hos den danske landstræner.
Allerede efter blot to minutters spil måtte stregspiller Simon Hald humpe ud på bænken med en skade, der lignede en baglårsskade.
Egypten var fortsat i angreb, da Simon Hald forlod banen for at få behandling, og efter kampen var landstræner Nikolaj Jacobsen forsigtig optimistisk, men forudså dog, at onsdagens kamp muligvis kunne blive uden den to meterhøje stregspiller:
"Man kan ikke sige endnu, hvor slem skaden er. Men jeg tror ikke, at han kan spille på onsdag, så vi kommer nok til at lave en udskiftning nu her, og så må vi se, hvor slem skaden, og hvor hurtigt vi kan gøre ham klar igen", lød det fra Nikolaj Jacobsen til TV 2 Sport i kølvandet på sejren.
Han bekræftede i samme ombæring, at det er reserve og stregspiller Lukas Jørgensen, der i så fald vil erstatte den skadede Simon Hald.
Som om Simon Halds skade ikke var nok, opstod der også problemer for Danmarks anden stregspiller, Magnus Saugstrup, kort tid efter.
På trods af hans skadesproblemer, formåede den danske stregspiller at spille hele anden halvleg, dog med periodiske pauser, hvor bagspiller Henrik Møllgaard trådte til på stregen.
Den løsning var dog langt fra optimal for Nikolaj Jacobsen, da Magnus Saugstrup spillede lang tid mandag i en forhåbentlig lang turnering:
"Det handler også om, at nu skal Saugstrup spille lang tid i dag (mandag, red.). Det er en lang turnering, og jeg håber, vi skal spille seks kampe mere, så jeg skal også kunne jonglere lidt med hans kræfter, og det kunne jeg ikke rigtig i dag (mandag, red.)".
Danmarks håndboldherrer skal i aktion onsdag klokken 21:00.
Fodbold
Tennis