Af: Nicolai Busekist
|
28/09/2024 08:15
Mest læste i dag
Mathias Gidsel er en af verdens største stjerner, når man taler om håndbold. Derfor er det også helt naturligt, at han i ny og næ bliver centrum for rygter.
Det har været tilfældet det meste af denne sommer, hvor der har været forlydender om, at han skulle være på vej væk fra Füchse Berlin. Angiveligt skulle han i stedet slutte sig til den tyske storklub Flensburg-Handewitt fra sommeren 2026.
Selvom der har været skriverier i mange tyske medier, har Gidsel ikke kommenteret på rygtet. Det har nu ændret sig, da han overfor TV 2 Sport har valgt at tage bladet fra munden. Her gør han det klart, at han ikke har planer om at forlade Füchse Berlin.
"Jeg synes, at det er lidt den samme historie, som det er efter hver slutrunde, hvor der kommer en masse rygter. Og det er så fint. Jeg forstår godt, at det er sjovt at snakke om, men jeg har ikke noget konkret på mit bord, og i sidste ende er det mig, der skal tage en beslutning, hvis der er en beslutning, der ligger der," siger han til TV 2 Sport.
Tyske Bild var det første medie til at bringe historien om, at Flensburg-Handewitt skulle gøre sig tanker om at betale en historisk sum for at få fingrene i Gidsel. Hvad der dog er værd at nævne er, at Gidsel faktisk har kontrakt med Füchse Berlin helt frem til 2028.
For nylig var Füchse Berlin-direktør Bob Hanning også ude at slå fast, at de absolut ingen interesse ville have i at sælge Gidsel. Selv hvis der skulle være interesse for ham tæt på den dansk-tyske grænser, kommer de til at gå forgæves.
"Jeg har ingen grund til det, og der findes ikke de penge i verden, der kan sende Gidsel væk. Der er ingen smertegrænse," sagde han i denne forbindelse.
Fodbold
Tennis