Simon Pytlick med indrømmelse: "Det er utroligt hårdt"

Af: Nicolai Busekist

|

29/09/2024 11:24

Håndbold
Foto: Danmarks Idrætsforbund
Foto: Danmarks Idrætsforbund
Simon Pytlick har indrømmet, at det er 'utroligt hårdt' for ham og de øvrige spillere på landsholdet, at de nu må undvære dem.

Mest læste i dag

I starten af november skal landstræner Nikolaj Jacobsen stå i spidsen for sine første kampe siden OL. Her er der dog noget, der ikke bliver, som det har været de seneste mange år.

Den danske landstræner bliver nemlig nødt til at finde ud af, hvordan han skal klare sig uden Mikkel Hansen og Niklas Landin. Fælles for dem begge er, at de ikke er en del af den kommende samling.

Det handler ikke om, at de sidder ude med en skade eller ikke har niveauet til at blive udtaget. Derimod har de begge valgt at indstille deres respektive landsholdskarrierer, hvorfor deres tid under Nikolaj Jacobsen er et overstået kapitel.

Det er dog ikke blot den danske landstræner, der er nødt til at vænne sig til at skulle klare sig uden de to store profiler. Det er også tilfældet for de andre spillere i truppen, hvilket især omfatter de yngre spillere, der nu er tvunget til at træde mere i karakter.

I dette henseende er beskeden klar fra Simon Pytlick, da han ikke lægger skjul på, at det er hårdt for de andre spillere i truppen, at Landin og Hansen ikke længere er med.

"Det har man selvfølgelig tænkt over, og vi vidste allerede efter OL-finalen, at det var sidste gang, vi skulle bruge dem på landsholdet. Og det er utroligt hårdt, fordi de har båret et stort læs i så mange år," siger den 23-årige stjerne ifølge Ekstra Bladet.

"Men nu skal nogle af vi andre ind og overtage de roller, som de har haft og gøre det på vores egen måde. Så det ikke bliver bundet op på, hvad de engang har gjort, men det skal gøres på en ny måde, og det er vi bekendt med."