Mest læste i dag
Caroline Wozniacki var hurtigt færdig ved Australian Open i år. Derfor kom det også som lidt af et chok, da hun meldte ud, at hun først ville vende tilbage til banen ved Indian Wells i marts.
Det skyldtes især, at mange pegede på, at hun havde brug for kamptræning. Det var i høj grad det, der lå til grund for, at hun blev slået tidligt ud af Australian Open i januar.
Og nu ser det ud til, at hun har planer om at gøre noget ved dette. Hun har nemlig valgt at takke ja til et wildcard til WTA 500-turneringen i San Diego. Det betyder, at hun snart vender tilbage til banen, da denne turnering starter den 24. februar.
Det skriver mediet The San Diego Union-Tribune.
Henrik Jensen, der er tennisredaktør hos TV 2 Sport, ser det som en god nyhed. Han er sikker på, at det kommer til at gøre gavn for den danske stjerne, at hun får mulighed for at spille et par kampe forud for Indian Wells.
"Det giver rigtig god mening at tage imod et wildcard til turneringen i San Diego, for det var tydeligt at se i Melbourne, at hun har brug for flere turneringskampe i benene, så hun kan komme i bedre kampform til de kommende turneringer i år," siger han til TV 2 Sport.
"Så jeg finder det klogt og fornuftigt, at Wozniacki tager mod dette wildcard, inden hun formentlig skal spille to store WTA 1000-turneringer i Indian Wells og Miami."
Det danske medie skriver også, at det er planen for Wozniacki, at hun skal have hele sin familie med til San Diego. Det var også tilfældet, da hun deltog i US Open sidste år samt Australian Open tidligere i år.
Fodbold
Tennis