Mest læste i dag
Det er ikke altid en Grand Slam- eller ATP-turnering, der bliver spillet, når Holger Rune er i aktion. Det var heller ikke tilfældet fredag aften, hvor han deltog i Ultimate Tennis Showdown i Telenor Arena i Oslo.
Her spillede han mod norske Casper Ruud i en kamp, der blev kaldt 'The Battle of the North'.
Der var naturligvis stor opbakning til Ruud, der var på hjemmebane. Nordmanden spillede en solid kamp, men det samme var ikke tilfældet for Rune. Derimod var det en meget svingende kamp, hvor niveauet gik op og ned for den danske stjerne.
I sidste ende resulterede det i et nederlag, da Ruud vandt 3-1. Der bliver nemlig spillet efter et andet format i UTC-turneringerne, som er en serie af opvisningsturneringer, der spilles flere steder i verden.
Efter kampen udtalte Rune sig til Ekstra Bladet, hvor han gav udtryk for, at han ikke ærgrede sig synderlig over nederlaget. Det var også tilfældet, selvom han var relativt sløset i løbet af kampen. Det kan naturligvis virke overraskende, da det trods alt endte med et nederlag.
"Der skal jo være en kamp. Det er en opvisningsturnering, så der skal være lidt show. Nogle gode dueller og prøve at spille en så tæt kamp som muligt. Det synes jeg er fedest - som min første kamp mod Dominic (Thiem, red.). Det er klart mest spændende for alle derude," sagde han.
"Det var en tæt kamp. Og en sjov kamp, synes jeg. God tennis og gode slag. Jeg nød det."
Lørdag skal han spille mod Alexander Bublik. Formår han at vinde denne kamp, vil han være tæt på at have sikret sig en plads i semifinalen. Formår han at gå hele vejen, så skal han spille finale i den norske storby søndag.
Fodbold
Tennis