Mest læste i dag
Danske Caroline Wozniacki har taget hul på sin grussæson med manér. Det gjorde hun i en kamp mod amerikanske McCartney Kessler, der i skrivende stund er nummer 122 i verden.
De to spillere tørnede ind i hinanden i første runde af WTA 500-turneringen i Charleston. Her skulle det vise sig, at det var Wozniacki, der var den klart bedste spiller på dagen.
Amerikaneren formåede slet ikke at spille sig ind i kampen, der nærmest var slut, før den overhovedet var startet. Wozniacki vandt nemlig kampen i to sæt med cifrene 6-0, 6-1, hvilket hun naturligvis ikke kan være andet end tilfreds med.
Wozniacki har fået en plads ved turneringen i Charleston på et wildcard. Hun er med i denne turnering i et forsøg på at hente point nok til at rykke ind i top-104 på ranglisten. Hvis hun formår at gøre dette, er hun nemlig sikker på at kunne få en plads i French Open.
Det bliver dog ikke let for hende at nå dette mål. Hvis hun skal være sikker på at få point nok til at få en plads i top-104, skal hun formentligt nå en kvart- eller semifinale i Charleston.
Derfor bør der ikke være nogen tvivl om, at der er pres på den danske stjerne, der sidste år besluttede sig for at vende tilbage til professionel tennis.
I næste runde får Wozniacki mulighed for at få revanche, da hun skal spille mod ukrainske Anhelina Kalinina, der slog hende ud af Miami Open for omtrent en uge siden.
Fodbold
Tennis