Caroline Wozniacki jubler over god nyhed

Af: Nicolai Busekist

|

14/02/2024 11:06

Caroline Wozniacki er rigtig glad i disse dage. Den danske tennisspiller har nemlig sikret sig et wildcard til en stor turnering.

Mest læste i dag

Caroline Wozniacki vendte sidste år tilbage til tennisbanen, hvorfor hendes placering på verdensranglisten ikke er adgangsgivende til de store turneringer.

Heldigvis er det ikke den eneste måde at sikre sig en plads på. Det er nemlig også muligt at opnå dette med et såkaldt wildcard. Det er i bund og grund en fribillet, som arrangøren af turneringen kan dele ud.

Derfor er det ikke hendes nuværende placering som nummer 204 i verden, der har sikret Wozniacki en plads ved de store turneringer. Derimod er det wildcards, hvilket også var sådan, hun fik lov til at deltage ved Australian Open. 

Og nu kan hun glæde sig over, at hun har sikret sig et wildcard til endnu en turnering. Denne gang er det en fribillet til Indian Wells, som er havnet hos den 33-årige dansker.

Det er en stor turnering, der sommetider kaldes for 'den femte Grand Slam'. Derfor betyder det også rigtig meget for hende, at hun får mulighed for at deltage i den amerikanske turnering i starten af marts.

"Jeg vil beskrive Indian Wells som at være i himlen," siger hun ifølge B.T. i forbindelse med nyheden om hendes wildcard.

Hun får også selskab af en spiller, som hun har spillet mod før. Den ti år ældre Venus Williams har også fået et wildcard, hvorfor hun kommer til at deltage i Indian Wells. Det bliver desuden hendes første turnering i denne sæson.

Wozniacki blev slået tidligt ud af Australian Open, hvorfor hun har haft en længere turneringspause. Hun har dog sagt ja til at spille i San Diego, hvilket giver hende mulighed for at varme op forud for Indian Wells.

Hun har god erfaring i Indian Wells, som hun vandt tilbage i 2011. Derudover har hun også været i finalen to gange yderligere. Det er dog første gang siden 2019, at hun skal deltage i den amerikanske turnering.