Af: Nicolai Busekist
|
23/03/2024 10:04
Mest læste i dag
I den seneste periode har Caroline Wozniacki bevist, at hun hører til blandt nogle af de bedste spillere på WTA Tour. Alligevel har de helt store resultater ladet vente på sig.
I sidste uge beviste hun dog, at hun kan være med på et højt niveau, da hun spillede sig til en plads i kvartfinalen i Indian Wells. Her var hun endda foran med 4-1 mod Iga Swiatek, inden hun tabte første sæt og måtte trække sig med en skade.
Torsdag havde Wozniacki en rigtig god chance for at vinde over Anhelina Kalinina, der er nummer 36 i verden. Her havde hun bragt sig foran med 7-5, 5-2, men derefter blev kampen vendt på hovedet og hun tabte de to sidste sæt med 5-7, 4-6.
Her er det dog værd at nævne, at den danske stjerne var hæmmet af smerter. Dette har også ført til usikkerhed om den kommende tid.
"Mine fødder skal forbedres nu her. Jeg skal tage nogle dages fri, og så hjælper det forhåbentlig på mine fødder. Jeg har været lidt igennem her (i USA, red.), men sådan er det, når man er ved at blive lidt ældre og får spillet en masse kampe i træk. Det er selvfølgelig en del af det," sagde hun ifølge Ritzau.
Hun har dog planer om at blive klar til de kommende kampe i Billie Jean King Cup, der bliver afviklet fra 8. til 13. april. Hun sagde, at hun 'helt sikkert' håber på at blive klar til at spille.
Wozniacki ved dog endnu ikke, hvorvidt hun får en plads ved French Open, da hun ikke har kvalificeret sig. Derfor er hun afhængig af at få et wildcard.
Fodbold
Tennis