Historisk Novak Djokovic-ketsjer solgt for enormt beløb
Af: Nicolai Busekist
|
04/12/2023 09:00
Mest læste i dag
I 2015 vandt Novak Djokovic både Wimbledon og US Open. Året efter åbnede han året med at gå hele vejen i Australian Open. Derfor havde han et meget klart mål om også at vinde French Open senere på sæsonen.
Det er dog ikke nogen hemmelighed, at det er en turnering, som Rafael Nadal har siddet tungt på. I 2016 måtte den spanske stjerne dog trække sig, og det var positivt for Djokovic. Det betød, at serberen fik en gylden chance for at vinde turneringen, og det udnyttede han.
I finalen stod han overfor Andy Murray, som han vandt over i fire sæt med cifrene 3-6, 6-1, 6-2 og 6-4. Dermed kunne han kalde sig for regerende mester i alle fire Grand Slam-turneringer.
Det var naturligvis til stor glæde for den serbiske stjerne, da det er en bedrift, som kun ganske få spillere har opnået. Af denne grund besluttede han sig for at kaste sin ketsjer ud til tilskuerne.
Her stod en heldig fan ved navn Abby klar til at gribe den. Men nu har hun besluttet sig for at sælge den, selvom det var en svær beslutning at skille sig af med den.
"Jeg har det her virkelig vilde sportsmemorabilia, men den har ligget i mit skab i omkring seks år," sagde hun ifølge Tennis Infinity.
SCP Auctions fik æren af at sælge den nærmest ikoniske ketsjer på en auktion, hvilket de havde god succes med. Den fik en startpris på 10.000 dollars, hvilket svarer til 68.500 kroner, men prisen blev dog meget højere.
Hele 23 personer bød med på ketsjeren, hvis pris endte med at lyde på 107.482 dollars, svarende til næsten 740.000 kroner. Dermed har Djokovic indirekte sat endnu en rekord, da det er den højeste pris, der nogensinde er blevet betalt for en tennisketsjer.