Holger Rune deltager i kontroversiel turnering: Får vildt beløb for at stille op
Af: Nicolai Busekist
|
03/10/2024 10:33
Mest læste i dag
Som tennisspiller handler det ikke blot om at være i stand til at præstere på banen. Det handler i lige så høj grad om at have et navn, der kan bruges til at sælge billetter. Det er i hvert fald tilfældet, hvis man vil have en invitation til nogle af de store opvisningsturneringer.
Holger Rune har i denne sæson haft svært ved at holde et højt og stabilt niveau. Det har resulteret i, at han har lidt flere chokerende nederlag og tidligere exits fra turneringer. Ikke desto mindre har han stadig et navn, der er kendt i hele verden.
Det kan den 21-årige dansker inden længe nyde godt af, da han er blandt de stjerner, der har taget imod en invitation om at deltage i opvisningsturneringen Six Kings Slam. Det er en kontroversiel turnering, der har delt vandene, da den bliver spillet i Riyadh i Saudi-Arabien.
Rune er dog langt fra det eneste store navn, der er med på listen over tilmeldte spillere. Den unge dansker kan se frem til at få selskab af både Jannik Sinner, Carlos Alcaraz, Novak Djokovic, Rafael Nadal og Daniil Medvedev.
Fælles for dem alle er, at de ikke rejser til Saudi-Arabien med et ønske om at høste point til ATP-ranglisten. Da der er tale om en opvisningsturnering, er der nemlig ikke et eneste point at hente.
Derimod er det med en anden motivation, at de store stjerner har valgt at tage imod invitationen. Ifølge flere det britiske medie Express er de hver især sikret en betaling på cirka 10 millioner kroner - og det er blot for at møde op.
Hertil er der også præmiepenge at spille om, hvorfor Rune har chancen for at forlade Riyadh med en stor pose penge. Ifølge Express kan vinderen af turneringen se frem til en betaling på intet mindre end 40 millioner danske kroner.
Der er tale om en særdeles stor præmiesum, der er tæt på at være dobbelt så stor som det beløb, Sinner fik med sig efter sin triumf ved US Open i september.