Holger Rune melder ud om samarbejde med Patrick Mouratoglou: Det har ændret sig

23/03/2024 17:03

|

Nicolai Busekist

Foto: Alexander Scheuber/Getty Images
Holger Rune har udtalt sig om samarbejdet med Patrick Mouratoglou, som han igen har indgået en aftale med.

Mest læste i dag

Der har været en del drama omkring Holger Rune og hans trænersituation. I løbet af det seneste år har han haft hele fem forskellige trænere, som han har forsøgt at kombinere i forskellige konstellationer.

I februar meddelte han, at han havde besluttet at indgå en ny aftale med Patrick Mouratoglou. Det kom som en stor overraskelse for mange, da bruddet mellem træner og spiller sidste år var meget koldt.

Nu har de dog formået at få godt gang i deres samarbejde igen. Det er blevet bevist med en plads i semifinalen i Acapulco og i kvartfinalen ved Indian Wells, som var de to første turneringer, hvor de arbejdede sammen igen.

Sidste år kom Rune med kritik af Mouratoglou, fordi han mente, at han ikke var engageret nok i sin rolle som træner. Det er tilsyneladende én af de ting, som de har talt om forud for det nye samarbejde, og derfor har det også ændret sig.

"Nu er vi begge 100 procent dedikerede til at lave resultater og blive ved med at udvikle os på banen hver dag, og det fungerer rigtig godt sammen. Jeg havde nogle testdage på hans akademi, og der kunne jeg mærke på både første- og andendagen, at det fungerede rigtig godt. Og så jeg var sådan: okay, jeg tager den her beslutning," sagde han til TV 2 Sport.

Han har også bekræftet, at han er gået 'all-in' på et samarbejde med den franske træner. Sådan havde han det ikke sidste år.

"Nu har jeg sagt, at jeg vil all-in, hvor jeg før var lidt i tvivl. Så det er lidt nemmere for alle parter nu," lød det fra den unge dansker.