Holger Rune svarer Boris Becker igen: "Det er super underligt"
Af: Nicolai Busekist
|
01/07/2024 09:44
Mest læste i dag
Der har været rigtig meget snak om Holger Rune og hans mange trænere. Man skulle dog tro, at der efterhånden ville være ro på i forhold til dette emne, da han har en aftale med Patrick Mouratoglou samt danske Kenneth Carlsen.
Men sådan forholder det sig ikke. Et velkendt ansigt har været med til at sparke gang i snakken igen. Denne gang er det Boris Becker, som selv har været træner for Rune i en kort periode, der har bragt emnet på banen.
I hele grussæsonen har det været Mouratoglou, der har været at finde i spillerboksen. Men på græs har det ikke været tilfældet. Derimod er det danske Carlsen, der har været med ham. Derfor er det også ham, der er med ham til WImbledon.
Tilsyneladende er det noget, der har fået Becker til at undre sig. Endda i en sådan grad, at han har været nødt til at lave et opslag om det på det sociale medie X.
"Et hurtigt spørgsmål: Jeg kan se, Patrick Mouratoglou er i London, men han er ikke sammen med Holger Rune til Wimbledon. Arbejder de stadig sammen?" spørger den tidligere tennisspiller i et opslag på det sociale medie.
Her har Rune været hurtig til at svare - endda i en lettere skarp tone. Han undrer sig nemlig over, hvorfor Becker ikke bare har spurgt om privat, da de nærmest er i daglig kontakt.
"Det er super underligt, at du ikke stiller mig det spørgsmål direkte, eftersom vi skriver sammen om andre ting. Svaret på dit spørgsmål er ja. Vi arbejder sammen, og vi deler turneringerne mellem os som planlagt," lyder svaret fra den unge dansker.
Rune har ikke fået den bedste start på græssæsonen, hvorfor han er nødt til at hæve sit niveau til første kamp ved Wimbledon, som spilles tirsdag middag.