Holger Rune tager til genmæle mod journalist efter Djokovic-nederlag

Af: Nicolai Busekist

|

09/07/2024 14:40

Tennis
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Holger Rune fandt aldrig rigtigt sit bedste niveau frem, da han mandag aften spillede mod Novak Djokovic ved Wimbledon.

Mest læste i dag

Den danske tennisstjerne Holger Rune har haft svært ved at være klar fra start i sine kampe ved Wimbledon i år. Fælles for dem alle har været, at han har været presset fra start, uanset hans modstander.

Det samme var tilfældet mandag aften, hvor han stod over for Novak Djokovic. Her var der ikke gået mere end syv minutter, inden han var bagud med tre partier. Den serbiske stjerne var effektiv, og Rune var det modsatte, og dermed tabte han 12 point i træk.

På et pressemøde efter kampen var det et emne, der blev bragt op af pressen. Ifølge Ekstra Bladet blev han af en italiensk journalist spurgt ind til sin dårlige start. I denne forbindelse sagde han også, at Rune havde 'givet første sæt væk'.

Selvom han godt var klar over, at han ikke havde leveret sin bedste tennis i den indledende fase af kampen, så var det alligevel ikke en formulering, han var vild med.

"Jeg synes, det er en smule brutalt at sige, at jeg gav det væk gratis. Sættet endte 6-3, og jeg blev kun brudt en gang. Han har vundet sæt meget nemmere, end han gjorde mod mig," lød svaret fra den danske stjerne ifølge Ekstra Bladet.

Han havde dog ikke noget problem med at indrømme, at det ikke ligefrem var den bedste måde at tage hul på kampen på. Han mener dog ikke, at der er nogen grund til at gøre et stort nummer ud af det. Samtidig påpegede han også, at han tabte første sæt, da han besejrede Djokovic ved Paris Masters.

"Første sæt var ikke verdens undergang. Jeg tabte også 6-3 i første sæt i Paris (Paris Masters i 2022, red.), da jeg vandt finalen der. Jeg spillede ikke godt nok. Det er årsagen. Ikke det første sæt," sagde han.

Han forklarede også, at han havde brug for tid til at vænne sig til Centre Court, hvor han endnu ikke havde fået chancen for at spille. Djokovic endte med at vinde kampen i tre sæt med cifrene 3-6, 4-6 og 2-6, hvorfor han sikrede sig en plads i kvartfinalen, hvor han får selskab af Alex de Minaur.