Holger Runes tidligere træner taler ud: Sådan gik det til
Af: Nicolai Busekist
|
24/11/2023 09:10
Mest læste i dag
Den danske tennisstjerne Holger Rune har haft flere trænere i denne sæson, end de fleste andre spillere. Han har nemlig arbejdet sammen med både Patrick Mouratoglou og Lars Christensen, men samarbejdet med dem begge er ophørt.
Først var det Patrick Mouratoglou, der var den primære træner for Holger Rune, mens Lars Christensen var på sidelinjen. Da samarbejdet med den franske træner blev bragt til ophør, besluttede Rune-lejren, at lade Lars Christensen stå for arbejdet alene.
Der gik dog ikke lang tid, før det blev besluttet, at der skulle noget andet til. I oktober kom det derfor frem, at man havde indgået en aftale med Boris Becker, der skulle løbe resten af året.
Efter ATP Finals i Torino er det blevet bekræftet af begge parter, at han også er hans træner næste år. Til gengæld har den unge tennisspiller sagt helt farvel til Lars Christensen efter 14 års samarbejde.
Og nu har den danske træner forklaret, at det var hans eget ønske at forlade Rune-lejren. Han har hidtil været tavs omkring dette, men nu har han overfor Ekstra Bladet bekræftet, at det var ham selv, der valgte at stoppe.
"Det er rigtigt, hvad der er blevet skrevet. Det var mit valg. Ellers har jeg ikke så mange kommentarer til det", siger han til Ekstra Bladet.
Han ønsker desuden ikke at uddybe, hvordan han er kommet frem til denne beslutning. Flere medier har tidligere rapporteret, at årsagen er, at han ikke ønskede at indgå i en konstellation sammen med Boris Becker.
Det betyder dog ikke, at han er færdig med tennis. Derimod har han kastet sin tid over en anden dansk tennisspiller: Clara Tauson.