Afslører: Det sagde Eriksens kæreste efter hans kollaps

14/11/2021 08:25

|

Nicolai Busekist

Foto: Wolfgang Rattay - Pool/Getty Images

Mest læste i dag

Lars Høgh afslører i sin nye bog, hvad Christian Eriksens kæreste sagde efter landsholdsspillerens kollaps i Parken.

Mandag udkommer Lars Høgh med sin selvbiografi 'Der er antal på alt'. Og nu bringer Politiken et kapitel fra bogen, der bl.a. ser nærmere på Christian Eriksen pludselig kollaps i Parken.

Blandt andet ser Lars Høgh tilbage på det kaos, der opstod, da de chokerede spillere skulle afgøre, om de ville spille kampen færdig, efter deres holdkammerat var kollapset på banen.

Lars Høgh overværede det hele fra tribunen, hvilket var meget hårdt for ham. Tårer begyndte at trille ned ad hans kinder kort efter, at Eriksen var faldet om.

Målmandstræner og tidligere landsholdsspiller Lars Høgh. (Foto: Lars Ronbog / Getty Images)

Senere var han med i omklædningsrummet, hvor han havde svært ved at tænke klart, afslører han i bogen.

"Det var kaotisk, og jeg havde utroligt svært ved at tænke klart. Jeg stødte på Simon Kjær et par gange, hvor jeg sagde, »Vi kan da ikke spille, mand, kan du spille?«. »Nej, jeg kan ikke spille«, sagde han. Jeg kan også huske, at Thomas Delaney og jeg på et tidspunkt bare stod og holdt hinanden i hånden og græd. Det var godt nok vildt."

Kampen endte med at blive spillet færdig, og resultatet endte med at blive 0-1 til det finske mandskab.

Få dage efter kampen besøgte Christian Eriksen landsholdslejren sammen med sin kæreste Sabrina Kvist og parrets to børn.

Der var næsten kø til at sige hej til Eriksen, og da det endelig blev Lars Høghs tur, kom han til at give Eriksen et dask på operationssåret, hvilket førte til stor latter blandt spillerne.

Efterfølgende spiste Lars Høgh også en frokost med Christian Eriksen og hans familie. Her kom Eriksens kæreste pludselig med en udmelding.

"Tænk, så sidder han bare der og er i live«, sagde Sabrina på et tidspunkt til mig, for hun havde slet ikke fattet det endnu. Vi andre måtte også hele tiden lige hen at mærke ham og kramme ham lidt, men det var bare gode, gamle Christian, der var tilbage, og det var så skidehyggeligt. Det var kæmpestort, fordi det var så almindeligt, og det var i mine øjne det helt store vendepunkt."