Andreas Cornelius' agent sagsøger hans tidligere klub

Af: Nicolai Busekist

|

20/12/2022 07:58

Mest læste i dag

Per Steffensen, der er agent for Andreas Cornelius, har et mellemværende med hans tidligere klub Trabzonspor.

Den danske agent mener ikke, at han har fået de penge, han har krav på, efter at have sikret Andreas Cornelius' skifte til og fra Trabzonspor.

Per Steffensen var involveret, da den danske angriber forlod Parma til fordel for tyrkiske Trabzonspor. Derudover spillede han også en rolle, da Cornelius blev hentet retur til FC København denne sommer.

Han mener dog, at han ikke er blevet betalt tilstrækkeligt for sit arbejde, hvorfor han har taget retslige skridt, skriver en række tyrkiske medier, herunder Sabah.com.tr.

Sagen er kommet frem i lyset, efter den tyrkiske klub har afholdt generalforsamling. Da det er en børsnoteret klub, er alle oplysninger fra generalforsamlingen offentligt tilgængelige.

I årsrapporten fremgår det derfor, at den danske agent har stævnet klubben. Han hævder, at de manger at betale to konkrete beløb til ham.

Ifølge flere tyrkiske medier skulle der være tale om et beløb på 1,3 millioner danske kroner samt et beløb på lidt over 500.000 kroner.

Da klubben ikke har betalt disse penge, har Steffensen derfor besluttet at få sin advokat til at stævne den tyrkiske klub. Ifølge Ekstra Bladet er der dog udsigt til, at pengene havner på Steffensens bankkonto på et tidspunkt.