Anthony Joshua vender tilbage til ringen

05/10/2022 11:52

|

Nicolai Busekist

Foto: Francois Nel/Getty Images

Mest læste i dag

Den britiske bokser vender tilbage til ringen den 17. december på Wembley Arena. Det bliver dog ikke i en kamp mod Tyson Fury.

Anthony Joshuas promoter, Eddie Hearn, har meldt ud, at det ikke bliver til en kamp mellem Fury og Joshua i denne omgang, da forhandlingerne er brudt sammen.

Der har ellers været intense forhandlinger mellem de to parter, men til sidst blev Tyson Fury utålmodig. Han gjorde det klart, at kontrakten skulle være underskrevet den 26. september, men det blev den ikke.

At forhandlingerne er kollapset, er dog ikke ensbetydende med, at AJ ikke vender tilbage til ringen i år. Det er nemlig planen, at han skal bokse i december, lyder det fra Eddie Hearn, som dog ikke har afsløret hans modstander.

"I sidste ende kunne kampen ikke blive gennemført nu. Kan den laves? Ja, 100 procent," lød det fra Eddie Hearn til iFL TV,

"Vi fik kategorisk at vide af Mr. Fury, at kampen var død, og der var ingen måde, han tog kampen på. Fra AJ's synspunkt tror jeg ikke, han ønsker at engagere sig med ham, og det fik vi at vide to gange. Den ene var den sidste gang."

"Vi vil se på datoer og steder. Den 17. december er en dato, som vi godt kan lide. Muligheden for en lokation er ikke fantastisk den 17. december. Wembley Arena er en fantastisk arena, men størrelsesmæssigt tror jeg, den rummer 10-11.000. Men AJ vil ud. Han har trænet hårdt."

"Den 3. december var aldrig en ideel date, og nogen begyndte at gentage det for mig, ligesom jeg sagde det i går aftes. 'Det var aldrig en ideel date'. Det har jeg sagt en million gange."

"Vi ville have den 17. december. De (Fury-lejren, red.) sagde til os: 'Nej. Den eneste måde, I kommer til at få kampen på, er den 3. december,' og AJ sagde: 'Jeg er villig til at kæmpe på den dato'."

"Det giver ham lidt mere tid, da han stadig kommer efter et nederlag over 12 runder mod Usyk. Så han fortsætter, og vi stopper ikke."