Mest læste i dag
Danske Viktor Axelsen ligger nr. 1 på verdensranglisten i badminton. Det har han gjort i længe, og han forventer selv, at der går et stykke tid, før nogen kan overtage hans placering på listen.
Men selvom han er den bedste spiller i verden, så er det ikke alle aspekter af hans sport, som han er helt tilfreds med.
Det har den danske stjerne afsløret i en spørgerunde på det sociale medie X. Her blev han af en følger spurgt, hvilken regel han ville ændre, hvis han fik muligheden for det.
Her kom han med et meget klart svar. Han ønsker dog ikke at ændre på en regel, men derimod at tilføje en ny. Den danske badmintonstjerne ser nemlig gerne, at bliver tilføjet en såkaldt 'shuttle clock'.
"Tilføje en 'shuttle clock' for at undgå at spilde for meget tid. Det er for skørt i øjeblikket," skriver han.
Hvad det vil sige er, at han gerne ser, at et ur bliver taget i brug mellem pointene. I nogle tilfælde kan spillere tage sig god tid om at sætte spillet i gang, så de kan nå at få pusten.
Dette kender man blandt andet fra tennis, hvor der ved de fleste professionelle turneringer er et ur i hjørnet. Dette ur begynder at tælle ned, når et point er færdigspillet. Formålet med dette, er at sikre, at spillerne ikke holder for lange pauser.
Præcis det samme ønsker Axelsen at opnå i badminton, da nogle spillere har en tendens til at udnytte det faktum, at der ikke tages tid mellem pointene.
I flere af Axelsens kampe har han påpeget overfor dommeren, at hans modstander er for langsom mellem pointene. Det kan naturligvis være til gene for ham, da det betyder, at han falder ud af sin rytme.