Mest læste i dag
Anthony Joshua har ikke været i ringen, siden han tabte for anden gang til Oleksandr Usyk. Nu er det meldt ud, hvornår han forventes at vende tilbage.
I lang tid har der været stor tvivl om, hvornår man kan forvente at se Anthony Joshua vende retur til ringen. Nu har hans promoter, Eddie Hearn, endelig givet svar på dette.
Efter at have tabt to gange til Oleksandr Usyk, er Joshua trådt ind i en ny fase af sin karriere, hvor han skal forsøge at genopbygge sit renommé.
Og Hearn har udtalt, at han håber på, at den britiske stjerne kan tage det første skridt på sin nye rejse mod toppen i foråret næste år.
"I øjeblikket er AJs planer, at han skal kæmpe i slutningen af marts, og det låser vi os fast på," sagde Hearn under en optræden på DAZN Boxing-showet.
Det store spørgsmål er dog, hvem Joshua ender med at skulle dele ringen med, da han er blevet udfordret af et væld af boksere.
En af dem, der er klar til at gå i ringen med Joshua, er den tidligere WBC-sværvægtsmester Deontay Wilder.
"Kunne det være Wilder? Muligvis. Jeg er åben over for den dialog," lød det fra Hearn.
"I mit hoved, på grund af Andy Ruiz-situationen og alt det, var det en kamp til denne sommer eller helt sikkert 2023. Vi er mere end villige til at have den samtale."
"Det er klart, at Dillian Whytes sejr i weekenden på en måde åbner op for Whyte mod AJ, men vi forstår også, at AJ mod Deontay Wilder er en af de største kampe i boksning."
"Så bestemt, vi ville være åbne for at tage den kamp som den næste eller endda den efterfølgende."