Christopher Juul-Jensen får ny kontrakt

15/11/2021 14:06

|

Nicolai Busekist

Foto: Chris Graythen/Getty Images

Mest læste i dag

Christopher Juul-Jensen har skrevet under på en ny kontrakt, der sikrer hans ophold hos BikeExchange frem til udgangen af 2023.

Også i de kommende sæsoner vil Christopher Juul-Jensen være at finde blandt rytterne på Would Tour-holdet BikeExchange.

Den 32-årige danske cykelrytter har nemlig forlænget sit ophold frem til udgangen af 2023, bekræfter BikeExchange på sin hjemmeside.

Når hans kontrakt udløber i 2023, vil han have været en del af World Tour-holdet i otte år.

I forbindelse med forlængelsen bliver Christopher Juul-Jensen af holdchef Brent Copeland kaldt for en intelligent rytter, som de er meget glade for at have på holdet.

"Vi er glade for at fortsætte samarbejdet med Chris. Han er en meget intelligent rytter, der altid hjælper holdet i mange forskellige løb og situationer," lyder det fra Brent Copeland ifølge TV 2 Sport.

"Ikke kun på cyklen og i løbene, men også når han støtter staben udenfor med konstruktiv feedback," fortsætter holdchefen.

Christopher Juul-Jensen har været en del af BikeExchange i mange år, og hans største resultat som rytter på holdet er en etapesejr i Schweiz Rundt, som han sikrede sig i 2018.

Tilbage i 2015 kunne han bryste sig af at have vundet det samlede klassement i Danmark Rundt. Dengang var han dog Team Saxo Bank-rytter.