Sidste år formåede Remco Evenepoel at vinde den samlede sejr i Vuelta a España. Han havde håbet på at kunne gøre kunsten efter i år, men intet tyder på, at det kommer til at ske.
Dette skyldes, at han fredag måtte give afkald på sin chance for at vinde det spanske etapeløb for andet år i træk. På fredagens etape mistede han nemlig intet mindre end 27 minutter til danske Jonas Vingegaard.
Forud for fredagens etape lå Evenepoel nummer tre, men efter det store tidstab, er han dumpet helt ned på en 19.-plads. Årsagen til dette er, at han blev sat på vej op ad Col d'Aubisque med omtrent 90 kilometer til mål.
Efter etapen var det tydeligt, at han ikke var i særlig godt humør. Den belgiske stjerne ønskede ifølge Ekstra Bladet ikke at sige et eneste ord til pressen.
Derfor var hans holdkammerat, Pieter Serry, nødt til at tale lidt på hans vegne. Han gik dog ikke i dybden med, hvad der gik galt, men affejede det blot med, at stjernen havde en dårlig dag.
"Når du har en dårlig dag på sådan etape, bliver det svært. Remco sagde ikke meget til os. Bare undskyld," sagde han ifølge Wielerflits.
Senere fredag aften valgte han dog endelig at tage bladet fra munden. Det gjorde han ved at dele et kort opslag på det sociale medie X. Her tog han sig tid til at takke sine holdkammerater for at have vist ham støtte på etapen.
"Når du prøver at give alt, hvad du har, er der intet at fortryde. Tanken var bare tom i dag. Tak til holdet for støtten og for at blive hos mig til det sidste. Ulve giver aldrig op," skrev han på det sociale medie.