Både Sepp Kuss, Primoz Roglic og Jonas Vingegaard kan ende med at skrive historie for og med Jumbo-Visma.
Halvdelen af Vuelta a España er overstået, og Jumbo-Visma er godt med i øverste del af det samlede klassement. Derfor har de kurs mod at gøre, hvad intet andet hold tidligere har gjort.
Det hollandske hold har nemlig muligheden for at vinde alle tre Grand Tours i samme sæson.
Det er naturligvis en bedrift, der vil skrive holdet ind i historiebøgerne for evigt. Derfor er det også noget, som imponerer TV 2 Sports cykelekspert Rolf Sørensen.
"At vinde tre Grand Tours vil være det største nogensinde for et hold i én sæson. Vinder de Vueltaen, vil de i min bog blive husket som det største hold nogensinde. Det vil jo være historisk og meget svært at overgå. Samtidig har de vundet massevis af endagsløb og mindre etapeløb i løbet af sæsonen," siger han til TV 2 Sport.
"De har specialiseret sig i Grand Tours, og oven i det er de jo ekstremt solide i endagsløbene. De rider på en bølge lige nu, og det hele spiller. Alle kigger efter dem, og nu har de sat sig i en situation, som de kun har kunnet drømme om."
Egentlig var det Vingegaard og Roglic, der var udset som favoritter til at vinde det spanske etapeløb. I øjeblikket er ingen af dem dog iført førertrøjen. Det er derimod holdkammeraten Kuss.
Roglic lagde fundamentet til den historiske bedrift, da han i starten af året vandt Giro d'Italia. Få måneder senere vandt Vingegaard for andet år i træk den samlede sejr i Tour de France.
Nu er det store spørgsmål, om Jumbo-Visma har, hvad der skal til, for at få en rytter øverst på podiet i dette års Vuelta a España.
Ifølge Rolf Sørensen er det bestemt ikke urealistisk, at det er enten Roglic, Vingegaard eller Kuss, der kommer til at stå øverst på podiet efter sidste etape.