Godt nyt for Jonas Vingegaards Tour-chancer: Holdkammerat melder klart ud
Af: Nicolai Steinicke
|
07/02/2024 18:13
Mest læste i dag
De fleste danskere håber på, at Jonas Vingegaard kan lave et Tour de France hattrick, og denne nyhed gør kun håbet større.
Den danske guldfugl har vundet verdens mest prestigefyldte etapeløb to år i træk, hvor den slovenske rytter, Tadej Pogačar, begge gange har indtaget andenpladsen.
Pogačar vil helt sikkert give Jonas Vingegaard kamp til stregen igen i år, men derudover har der været en summen om, hvorvidt danskeren også kunne risikere at få konkurrence fra en uventet kant - nemlig fra sin egen holdkammerat Supp Kuss.
Den amerikanske bjergrytter overraskede hele cykelverden, da han vandt Vueltaen foran Vingegaard og sikrede sig en klassementssejr, og derfor er det nærliggende at tro, at han vil forsøge at gøre sig selv kunsten efter, når Tour de France 2024 skal afvikles.
Da B.T. spurgte ind til, om han kunne finde på at sigte efter den gule trøje til sommer, var meldingen klar:
"Nej, ikke på nogen måde. Nu ved jeg, hvad det kræver at være kaptajn. Jeg har lidt erfaring i den rolle, men jeg har også indset, hvor vigtigt det er at have en virkelig god hjælper. At være der for Jonas i Touren har været utroligt motiverende og er det stadig. (...) Jeg kender jo hans niveau, og hvor stærk han er. Især i Touren. Så jeg vil ikke tøve med at hjælpe ham", siger Sepp Kuss, der dermed giver de danske cykelfans ro på nerverne.
Amerikaneren sætter altså streg under, at han ved, hvor vigtigt det er, at have gode hjælperyttere, og at han derfor stadig vil slås med næb og klør for Vingegaard.
Om Sepp Kuss holder sit ord vil tiden vise, men alt peger altså på, at Vingegaard igen i år har en fantastisk hjælperytter, der er klar til at give sig 100 procent for, at han kan fuldende sit hattrick.