Der er lagt op til, at resten af dette års Tour de France bliver rigtig spændende. På 11. etape viste Jonas Vingegaard, at han ikke bare er kommet for at være med - han er kommet for at vinde.
Den danske stjerne satte alt ind på at hente Tadej Pogacar, efter den slovenske stjerne havde slået et stort hul. Ikke nok med det, så lykkedes det også den 27-årige dansker at krydse målstregen først.
Efter etapen blev fremsat en række påstande fra UAE-lejren, hvilket har sat gang i en ordkrig. Pogacar var også med til at sætte gang i dette, da han på sit pressemøde beskyldte Vingegaard for at spille skuespil om sin form.
Ikke nok med det, så udtalte han også, at Vingegaard faktisk aldrig har været i bedre form. Det reagerede Vingegaard på, da han udtalte sig på sit eget pressemøde. Faktisk fik det ham til at grine af den slovenske stjerne.
"Haha. Jeg tror ikke, at man kan være i sin karrieres bedste form med en halvanden måneds træning," lød det fra Vingegaard ifølge B.T.
Inden da var han også blevet præsenteret for påstande fra UAE om, at det havde været en bevidst taktik at underspille, hvor god en form han egentlig er i. Her gjorde han det meget klart, at det ikke betyder noget for ham, hvad UAE tænker.
"Tja, det ved jeg ikke. Jeg er ligeglad (hvad de tænker, red.). Jeg spiller offerkortet, fordi jeg er (et offer, red.). Altså når jeg ser på, hvor jeg kommer fra, så tror jeg ikke, at mange fyre ville have været med i Touren for at være ærlig," svarede han.
Der er ti etaper tilbage af den franske Grand Tour. Forud for 12. etape er Pogacar øverst i det samlede klassement med et minut og 14 sekunder ned til Vingegaard.