Jonas Vingegaard overgået af Mattias Skjelmose

Af: Nicolai Busekist

|

02/04/2024 10:03

Jonas Vingegaard er ikke kommet helt så godt fra start i Baskerlandet Rundt, som han måske havde håbet på. Blandt andet er han blevet overgået af Mattias Skjelmose.

Mest læste i dag

Mandag blev Baskerlandet Rundt skudt i gang. Den første etape var en enkeltstart med en længde på omkring 10 kilometer. Her skulle det vise sig, at ingen af de andre ryttere var i stand til at røre Primoz Roglic, der vandt etapen.

Danske Jonas Vingegaard var ikke helt så hurtig, som sin tidligere holdkammerat, hvorfor han måtte tage til takke med en 5.-plads. Til gengæld kunne Mattias Skjelmose glæde sig over at have haft bedre gang i sine pedaler på etapen.

Skjelmose satte en tid, der var god nok til at give ham en 3.-plads. Han har 10 sekunder op til Roglic på 1.-pladsen, mens Vingegaard har et hul, der er en smule større. Han har nemlig 15 sekunder op til den slovenske stjerne, der tidligere har kørt for Team Visma - Lease a Bike.

Selvom det ikke endte med en etapesejr, så var Vingegaard fint tilfreds med sin egen præstation. Det forklarede han ifølge TV 2 Sport efter etapen, hvor han også slog fast, at han ser frem til resten af løbet.

"Jeg havde en god periode efter Tirreno-Adriatico med gode træningspas. Formen er god, og jeg ser frem til dette løb," sagde han ifølge Ritzau til TV 2 Sport efter etapen.

Etapens 2.-plads gik til australske Jay Vine, der satte en imponerende tid, der var kun syv sekunder langsommere end Roglic.

Remco Evenepoel formåede også at imponere, da han satte en tid, der var hurtig nok til at placere sig mellem de to danskere. Det formåede han at gøre, selvom han var en tur i asfalten allerede i det første sving.