Mads P. melder ud inden VM: Har trænet som et hul i jorden

Af: Nicolai Busekist

|

05/08/2023 16:34

Mest læste i dag

Mads Pedersen er klar til VM, men han har også 'trænet som et hul i jorden', for at blive det.

Søndag er der VM-linjeløb for herre. Her er det ikke de danske ryttere, der er favoritter til at vinde. Desværre.

Derimod er det Belgien, der er blevet udnævnt som klar favorit til at vinde. Det skyldes selvfølgelig, at de har profilerne Remco Evenepoel og Wout van Aert på holdet.

Efter det belgiske mandskab, er de faktisk danskerne, der nævnes som det næste vinderbud. Derfor er det bestemt ikke udelukket, at de kan have VM-guldet med hjem.

Især Mads Pedersen og Kasper Asgreen er ifølge TV 2 Sport blandt de mest seriøse bejlere til at vinde medaljer. Derfor er de to danske stjerner også rejst til Glasgow som kaptajner for landsholdet.

Mads P. gjorde sig flere gange bemærket under Tour de France, men det betyder ikke, at han er helt flad. Tværtimod har han sørget for at holde sig i gang, så han er klar til VM.

"Jeg har brugt tiden efter Tour de France på lidt hvile, og så har jeg ellers trænet som et hul i jorden de sidste dage, så jeg ikke gik helt i dvale her op mod VM," sagde han til TV 2 Sport.

"Så det er lige at finde balancegangen efter Touren og så stadigvæk holde motoren kørende."

Herrernes VM-linjeløb køres søndag. Hvis du ønsker at følge med i løbet, kan det ses på enten TV 2 Sport eller TV 2 Play. Det store show bliver skudt i gang kl. 10.30 dansk tid.