Selvom han tidligere i år meddelte, at han ville være færdig som cykelrytter efter denne sæson, er Mark Cavendish ikke helt klar til at stoppe. Han er blevet enig med Astana om en ny kontrakt, så han kan jagte sin Tour de France-rekord næste år.
Ifølge TV 2 Sport har den 38-årige cykelstjerne selv afsløret dette på et pressemøde onsdag.
Derfor har han omgjort sin beslutning, som han meldte ud om i maj i år. Her afslørede han, at dette ville blive hans sidste sæson som professionel cykelrytter.
Omtrent fire måneder senere, har piben nu fået en anden lyd, da den britiske supersprinter har udskudt sit planlagte karrierestop.
"Det er ikke slut endnu," lyder det i en melding fra Astana på det sociale medie X.
Der er endnu intet blevet afsløret om, hvor lang en kontrakt, der er tale om. Flere medier melder dog om, at der skulle være tale om en etårig aftale.
Sandsynligvis begyndte Cavendish allerede at tage sit planlagte karrierestop op til overvejelse, da han blev tvunget til at udgå af dette års Tour de France efter et styrt på 8. etape.
Dette resulterede i, at han ikke fik mulighed for at køre sig til endnu en etapesejr i det famøse etapeløb. Dermed kunne han heller ikke sikre sig rekorden over fleste etapesejre i Touren.
I skrivende stund befinder han sig ganske vist på en 1.-plads, men han deler den med legenden Eddy Merckx, da de hver især har vundet 34 etaper. Med endnu et år på kontrakten, får Cavendish nu mulighed for at overgå denne rekord.
Desuden kan han se frem til at få selskab af Michael Mørkøv, der har skrevet kontrakt med Astana, og derfor forlader Quick-Step.