Nu reagerer Jonas Vingegaard på udtalelser fra Pogacar
Af: Nicolai Busekist
|
30/06/2023 08:09
Mest læste i dag
Tadej Pogacar overraskede for nylig med udtalelser om Jonas Vingegaard, hvor han udnævnte danskeren som favorit til at vinde Tour de France.
Igen i år er der lagt op til en intens kamp mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, da de begge er ivrige efter at vinde Tour de France.
Det har været op til stor diskussion, hvorvidt det er den ene eller anden, der er den primære favorit. Det har været diskuteret i et sådant omfang, at det er umuligt, at alle bliver enige om dette.
Pogacar har dog valgt selv at byde ind i denne forbindelse. Han har nemlig peget på den danske cykelstjerne som favoritten til at tage sejren i år.
Det hænger naturligvis sammen med, at han har problemer med sit håndled, som han brækkede og blev opereret i for et par måneder siden.
Ydermere har UAE Emirates også valgt at udnævne Adam Yates som medkaptajn. Det har de gjort for at have en backupplan, hvis det viser sig, at Pogacars form slår fejl.
Det store spørgsmål er dog, om der rent faktisk er hold i dette. Flere steder på de sociale medier har der været spekuleret i, at det kan være spil for galleriet. Og det tror Vingegaards holdkammerat Wout van Aert også, at det er.
"Det ændrer ingenting. Det ændrer sig først, når Yates viser, at han er lige så god, som de to andre. Hvis han ikke er det, ændrer det intet. Jeg tror, det er et mentalt spil," siger han ifølge Ritzau.
Desuden har det heller ikke den store indflydelse på Vingegaard selv, at Pogacar har udnævnt ham som favorit. Tværtimod gør han det klart, at det intet betyder for ham.
"Det er lige meget, hvem nogen mener er favoritten. Det handler kun om, hvem der er i den bedste form. Vi kommer til at kigge meget på hinanden, og det betyder ikke noget, at han mener, at jeg er favorit," siger han.
Årets Tour de France bliver skudt i gang lørdag med en 182 kilometer lang etape, der starter i Bilbao.