Af: Nicolai Busekist
|
21/09/2023 06:57
Mest læste i dag
Jumbo-Visma-profilen Nathan Van Hooydonck kommer ikke til at køre endnu et cykelløb som professionel cykelrytter. Han har nemlig valgt at indstille sin karriere.
Det oplyser Jumbo-Visma i en pressemeddelelse, hvori det også bliver afsløret, at han har fået indopereret en pacemaker.
Årsagen til dette er, at han for en uge siden fik et ildebefindende, mens han kørte bil. Dette medførte, at han kørt galt og blev indlagt hospitalet.
"Jeg har indset, at jeg var utroligt heldig. Det kunne være gået anderledes, hvis jeg ikke havde fået så hurtig hjælp. Jeg har det fint nu, men jeg skal stadig forholde mig til det faktum, at det er enden på min karriere," siger Van Hooydonck i pressemeddelelsen.
Efter ulykken blev han indlagt på hospitalet, hvor han blev lagt i kunstig koma. Desuden er der blevet udført undersøgelser for at finde ud af, hvad der var skyld i episoden.
Her er man kommet frem til, at han har en hjertefejl, som kræver, at han har en ICD. Derfor har han været nødt til at indstille sin karriere som cykelrytter.
"Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for de mennesker, der hjalp mig, lægerne på hospitalet og alle de fans, der sendte mig beskeder. Jeg vil nu fokusere på at få det bedre og mit kommende faderskab," tilføjer Hooydonck.
Samme dag, hvor den belgiske rytter kørte galt, skulle Jonas Vingegaard og co. ud på en etape i Vuelta a Espanña. Denne etape endte den danske stjerne med at vinde, hvorefter han dedikerede sejren til sin holdkammerat.
Van Hooydonck har været en vigtig hjælperytter for Vingegaard, hvilket han blandt andet var under Tour de France i år. Derfor er det naturligvis et stort slag for ham, at han nu har været nødt til at indstille sin karriere.
Fodbold
Tennis