Træner med ny Vingegaard-melding: Det er meget svært

Af: Nicolai Busekist

|

30/07/2023 06:57

Mest læste i dag

Jonas Vingegaard vandt i sidste weekend Tour de France for andet år i træk. Snart skal han tilbage i sadlen, når han skal køre Vuelta a España.

Den danske cykelrytter har ikke blot haft tre ugers hård kamp i sadlen. Han har også rejst rundt i Europa i næsten en uge, for at fejre sin triumf.

Nu har han endelig fået tid til at puste ud, men det bliver kun for en kort stund. Inden længe skal den 26-årige danske vende tilbage til arbejdet, for at forberede sig til Vuelta a España.

Den spanske Grand Tour bliver kørt i slutningen af august, og her skal Jumbo-Visma-stjernen stå klar på startlinjen.

Han har ikke lagt skjul på, at hans ambition er at slutte øverst på podiet. Derfor kræver det, at han forbereder sig på løbet. Og dette kommer til at foregå på anden vis, end det gjord op til Tour de France.

Sådan lyder det fra Vingegaards træner, Tim Heemskerk. Både han og Vingegaard står over for en helt ny udfordring, da de er tvunget til at arbejde mere med hans restitution, efter et hårdt Tour de France.

"Det er meget svært. Det vigtigste er at monitorere restitutionen dag for dag hver eneste morgen. Hvis din forberedelsesfase ikke er komplet, og du kommer fra en periode, hvor formen lige har toppet, er tiden knap i forhold til at bibeholde eller genopbygge den status igen," siger Heemskerk til Ekstra Bladet.

I første omgang er fokus at skrue ned for alle aktiviteter, inden danskeren igen sætter sig i sadlen, for at forberede sig til det spanske etapeløb.

"Det er helt nyt. Vi har ikke gjort det før. Der har været en del fejring de seneste dage, så vi må se, hvor lang tid det tager for ham at blive klar til at forberede sig igen. Det er det vigtigste i forhold til de førstkommende dage," siger Heemskerk.