Wout van Aert taler ud: Har ikke været nemt at fokusere

Af: Nicolai Busekist

|

10/09/2023 07:22

Det er ikke gået Wout van Aerts vej i denne sæson, og nu taler han ud om, hvad der ligger til grund for det.

Mest læste i dag

I år er det kun blevet til tre sejre for Wout van Aert. Det er noget helt andet, end han er vant til, men han har haft svært ved at finde sin form og motivation.

I et nyt interview med Het Laatste Nieuws åbner han op om, hvad der ligger til grund for det. Her peger han blandt andet på, at det kan være på grund af et for presset program.

"Touren var virkelig intens, umiddelbart efter havde vi så Jeromes fødsel og lige efter fulgte verdensmesterskaberne. Det har ikke været nemt at fokusere på at køre løb efter den fødsel," lød det fra den belgiske stjerne.

Van Aert var nødt til at trække sig fra Tour de France i år. Det skyldes, at han måtte haste hjem til sin kone, der var ved at føde parrets anden søn.

Kort tid efter måtte han dog vinke farvel til sin familie, da han skulle deltage i VM. Her havde han ikke den succes, han havde håbet på, men hans mentale kampe var startet allerede forud for Tour de France.

"Efter mit uheld i Roubaix følte jeg, at det var lort. Jeg mistede dog ikke søvn over det længe. Den værste mentale periode var i Schweiz Rundt. Tingene gik ikke som jeg ville have det og jeg følte mig ikke frisk på det tidspunkt. Efter det tog jeg nogle dage hvor jeg slappede af i kroppen og hovedet," sagde han.

I Roubaix måtte han se i øjnene, at han ikke var i stand til at slå sin rival, Mathieu van der Poel. Dette blev bl.a. forårsaget af, at han punkterede på Carrefour de l’Abre. Til trods for dette, lykkedes han at køre over stregen som nummer tre.

Van Aert er ikke med i Vuelta a España i disse dage, hvor Jumbo-Visma nærmer sig en helt særlig bedrift. Hans holdkammerater er tæt på en samlet sejr i det spanske løb, hvilket vil betyde, at holdet har vundet alle tre Grand Tours i denne sæson.