Efter trussel: Mbappé vinder strid med fransk fodboldforbund

20/09/2022 09:07

|

Nicolai Busekist

Foto: John Berry/Getty Images

Mest læste i dag

Kylian Mbappé og Frankrigs Fodboldforbund (FFF) har fået løst deres langvarige strid, der tog sin begyndelse i marts.

I længe har der været en strid mellem Kylian Mbappé og FFF, der har omhandlet spillerens ønske om at få større kontrol over sit image, da han ikke vil forbindes med bestemte mærker.

Nu lyder det, at de er nået til enighed om en aftale om at ændre billedrettighederne, så han og de øvrige spillere på Frankrigs landshold får større kontrol med deres image. Det rapporterer tv-kanalen BeIN Sports.

"Efter afsluttende drøftelser, hvor direktører for det franske hold, præsidenten, træneren og en marketingchef var til stede, er FFF gået med til at revidere den aftale, der handler om spillernes imagerettigheder," lyder det fra forbundet ifølge BeIN Sports.

Uenigheden har medført, at Mbappés folk har meddelt, at han vil boykotte en fotooptagelse med landsholdet forud for kampene i Nations League.

Tilsyneladende var det dog nok til at få fodboldforbundet på andre tanker. Det blev nemlig meldt ud kort efter, at de havde besluttet sig for at efterkomme Kylian Mbappés krav.

Den nye aftale er endnu ikke helt på plads, men det er dog blevet meldt ud af FFF, at den vil komme på plads så hurtigt som muligt.