De færreste havde regnet med, at FC København ville være i stand til at holde buret rent i en kamp mod Bayern München. Ikke desto mindre var det netop, hvad de formåede at gøre, da de tørnede sammen med den tyske klub i Champions League.
Ved at sikre sig et enkelt point i kampen mod Bundesliga-klubben, har de dermed markant forbedret deres chancer for at gå videre fra deres gruppe.
Det hænger sammen med, at Manchester United og Galatasaray også spillede uafgjort onsdag aften. Det var dog en noget mere målrig kamp, da der blev scoret tre mål af hvert af de to hold.
Bayern München har været nærmest sublime i Champions League i denne sæson. Derfor var der også stor skuffelse at spore hos dem, da de forlod banen onsdag aften. Det var der hos flere af spillerne, men især angriber Thomas Müller var rasende efter kampen.
"Jeg er vred over, at vi ikke formåede at score. Vi tog ikke nok risici," siger Thomas Müller ifølge klubbens hjemmeside.
"Du er nødt til af og til at risikere at miste bolden eller at tage en 50-50-chance og vinde andenbolden. Vi var ikke villige til at tage nogen risici."
Desuden var Müller også meget utilfreds med, at der ikke blev dømt straffespark til den tyske klub i tillægstiden. Her blev Peter Ankersen ramt på armen, men det udløste ikke et straffespark, efter kampens dommer havde set hændelsen igennem på videoskærmen.
"Jeg er ikke ven med den regel, men når du sammenligner det med i går, så er det ret underligt," siger han til DAZN med henvisning til straffespark idømt mod Newcastle og Dortmund tirsdag aften.
På trods af det uafgjorte resultat, er det stadig Bayern München, der ligger suverænt øverst i tabellen i Champions Leagues gruppe A.