Der er interesse fra flere klubber, og nu bekræfter Thomas Tuchel, at Chelsea siger farvel til Antonio Rüdiger til sommer.
Den tyske forsvarer er blevet sat i forbindelse med en lang række klubber. Han er bl.a. blevet kædet sammen med Real Madrid, Manchester United og Barcelona.
Og nu har Chelsea-træner Thomas Tuchel bekræftet, at Antonio Rüdiger har besluttet sig for, at han vil væk fra Chelsea til sommer.
Hans kontrakt på Stamford Bridge udløber denne sommer, og det er ikke lykkedes den engelske klub at overbevise ham om at skrive under på en ny kontrakt.
Efter deres 1-0-sejr over West Ham søndag, gjorde Thomas Tuchel det klart, at den tyske forsvarer har besluttet sig for, at han vil væk fra den engelske klub.
"Situationen er, at han ønsker at forlade klubben. Han informerede mig om dette i en privat samtale," sagde Tuchel ifølge GOAL.
"Vi gav alt - mig og klubben - men vi kunne ikke kæmpe mere på grund af sanktionerne."
"Uden sanktionerne ville vi i det mindste kunne fortsætte med at kæmpe, men vores hænder er bundet. Vi tager det ikke personligt. Det er hans beslutning."
Real Madrid skulle angiveligt være favoritter til at hente Rüdiger, der også menes at have været i dialog med Manchester United og Barcelona. Sidstnævnte har bekræftet dialogen.
Ifølge GOAL er tyskerens repræsentanter dog i fremskredne forhandlinger med Real Madrid, som ligner en sandsynlig destination for ham.