Der er landet dårlige nyheder i Manchester City, da Kevin De Bruyne er ude med en skade - og det vil han være i det næste stykke tid.
Kevin De Bruyne var nødt til at lade sig udskifte efter blot 23 minutter på banen, da Manchester City åbnede denne sæson i Premier League mod Burnley.
Det var naturligvis ikke uden grund, at han var nødt til at forlade banen. Derimod havde han pådraget sig en alvorlig skade, der gjorde, at han ikke var i stand til at spille videre.
Dette har Pep Guardiola forklaret på et pressemøde tirsdag, som blev afholdt forud for onsdagens kamp mod Sevilla i Super Cup.
"Kevin de Bruynes skade er alvorlig. Han kommer til at være ude i nogle måneder," sagde Guardiola ifølge TV 2 Sport, og fortsatte:
"Vi skal inden for de næste dage beslutte os for, om han skal opereres, men vi må helt sikkert undvære Kevin i noget tid."
Han har pådraget sig en skade i det samme lår, som han også havde store problemer i Champions League-finalen. Også dengang var han nødt til at lade sig udskifte, fordi han ikke var i stand til at spille videre.
På pressemødet blev Guardiola spurgt ind til, hvor det bliver besluttet, om han skal opereres.
Her svarede han, at de vil blive truffet en beslutning om dette 'inden for de kommende dage'. Hertil slog han også fast, at de bliver nødt til at klare sig uden ham i 'tre eller fire måneder'.
I sidste sæson var De Bruyne en af de klart vigtigste spillere for City. Derfor er det et hårdt slag, at de må undvære den belgiske stjerne i det næste lange stykke tid.
Guardiola kan dog glæde sig over, at han generelt har en del kvalitet til midtbanen. Han vil derfor have andre spillere at trække på i den tid, hvor De Bruyne er nødt til at sidde på bænken.