David Beckham træffer stor beslutning: Har fyret sin ven

Af: Nicolai Busekist

|

03/06/2023 06:35

Mest læste i dag

Fodboldlegenden David Beckham har truffet en stor beslutning. Han har valgt at fyre sin ven Phil Neville, der er færdig som træner i Inter Miami.

David Beckham og Phil Neville var holdkammerater i Manchester United. Endda i en af de mest succesfulde tider i klubbens historie.

I den periode blev de gode venner, og det var derfor ikke et chok, da Phil Neville blev hentet ind som træner for Inter Miami i 2021. David Beckham er nemlig medejer af den amerikanske klub.

Men nu er det slut, og det har Beckham været med til at beslutte. Klubben har nemlig valgt at fyre Phil Neville, da han i en periode har leveret dårlige resultater.

Blandt andet tabte de natten til torsdag dansk tid med 0-1 til New York Red Bulls. Det var ikke blot en kamp, hvor de gerne havde set point på kontoen. Det var også deres fjerde nederlag i træk.

Efter 15 spillerunder i MLS, er Inter Miami at finde i bunden af Eastern Conference med blot 15 point. Ud af de i alt 29 hold, der er en del af den amerikanske liga, er Beckham-klubben rangeret som nummer 27.

Beckham har slået fast, at det ikke var en let beslutning at sige farvel til sin tidligere holdkammerat.

"Nogle gange er vi nødt til at træffe de hårdeste beslutninger i denne sport, og selv om det er trist, så føler vi, at tiden er rigtig til at foretage en ændring," sagde David Beckham ifølge Ritzau.