Diego Simeone er ikke i tvivl: Han er verdens bedste spiller lige nu

Af: Nicolai Busekist

|

16/09/2023 07:03

Der har altid været debat om, hvem der er den bedste fodboldspiller i verden, en Atletico Madrid-træner Diego Simeone er ikke i tvivl.

Mest læste i dag

Diego Simeone har stået i spidsen for Atletico Madrid i en stor del af Lionel Messi vs Cristiano Ronaldo-æraen. I denne periode kæmpede begge spillere for at blive anerkendt som den bedste fodboldspiller i verden.

Selvom ingen af dem spiller i en topliga længere, bliver det stadig debatteret, hvem af dem, der er bedst.

Tidligere på året udtalte Simeone, at han 'uden tvivl' ville vælge Messi, hvis han fik muligheden. I samme ombæring roste han dog også Ronaldo for at være en særdeles dygtig fodboldspiller.

I de seneste år er flere unge stjerner brudt frem på scenen, hvilket blandt andet omfatter Kylian Mbappe, Erling Haaland og Vinicius Junior. I år er Haaland endda blandt favoritterne til at vinde Ballon d'Or.

Ifølge Sportbible blev Simeone i denne uge spurgt om, hvorvidt han ville ændre sit svar på, hvem den bedste spiller i verden er. Det tøvede han ikke med at svare på - og han vil bestemt ikke ændre sit svar.

"Den bedste spiller i verden lige nu? Messi," sagde han på et pressemøde forud for Atletico Madrids kamp mod Valencia.

"Messi. Han blev verdensmester. Hvad mere skal han vinde for at blive ved med at være den bedste i verden?"

Den 36-årige stjerne er også med i kampen om at vinde Ballon d'Or i år. Hvis han formår at sikre sig den flotte titel, vil det være intet mindre end ottende gang, han har vundet den.

Det er dog værd at nævne, at der også er mange, der ser Haaland som en værdig kandidat. Den unge nordmand har nemlig også haft en fantastisk sæson i Manchester City.

Ikke nok med, at han er blevet den mest scorende spiller i en enkelt Premier League-sæson, så var han også med til at vinde en treble med den engelske storklub.