Fodboldstjerne mister kørekortet: Blev blitzet med 200 km/t

Af: Nicolai Busekist

|

09/05/2023 07:58

Mest læste i dag

Hvis man bliver blitzet med 200 km/t, kan man ikke beholde sit kørekort. Det har FC Nantes-stjernen Marcus Coco fundet ud af.

Det har været en svær sæson for både FC Nantes og Marcus Coco. Den franske angriber har nemlig haft svært ved at få sendt bolden i nettet i denne sæson.

Faktisk er det kun blevet til et enkelt mål i 30 kampe på tværs af alle turneringer. Derfor er det tydeligt, at han har kæmpet med at få tingene til at fungere.

Generelt har Nantes haft det svært i denne sæson, hvilket har betydet, at de nu befinder sig på den forkerte side af nedrykningsstregen. Derfor er der en reel risiko for, at de ender med at rykke ned fra Ligue 1 efter denne sæson.

For nylig tabte de også i pokalfinalen med hele 1-5 til Toulouse, hvor deres mange negative sider for alvor blev fremstillet.

Siden er situationen dog blevet endnu værre for den 26-årige Marcus Coco, der er nødt til at finde sig en ny måde at komme frem og tilbage mellem arbejde og hjem i det næste stykke tid.

Det skyldes, at han tilbage i december blev blitzet med 200 km/t på en motorvej i Frankrig, hvor det ikke er tilladt at køre mere end 110 km/t.

Først fredag kom sagen dog for retten, hvor han erkendte sin forseelse. Det betyder, at han blev kendt skyldig, og at han derfor har fået sin straf for at køre for stærkt.

Ifølge det franske dagblad Ouest-France har det betydet, at han ikke har noget kørekort i de næste seks måneder, hvorfor han er nødt til at finde en anden måde at komme frem og tilbage på.

I retten forklarede han, at han har indset, at det var farligt, at han kørte 200 km/t på motorvejen - også selvom der ikke var andre bilister på vejen på pågældende tidspunkt.

"Jeg indså, at selvom der ikke var andre på vejen, så satte jeg mit liv i fare," sagde han ifølge mediet Footmercato.

Ikke nok med, at han har fået taget sit kørekort, så måtte han og Nantes tage endnu et nederlag med sig, da de søndag tabte til Strasbourg i Ligue 1.