Mest læste i dag
Længe så det ud til, at Hakim Ziyech var på vej væk fra Chelsea, men nu er det kommet frem, at hans skifte er gået i vasken.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Hakim Ziyech har haft svært ved at få tingene til at fungere i Chelsea. På trods af dette, ser det ikke ud til, at han og klubben kan gå hver til sit.
Ziyech har igen forsøgt at forlade Chelsea denne sommer. Det ser dog ikke ud til at kunne lykkes for ham, da et skifte til Al-Nassr i Saudi-Arabien er gået i vasken.
Det skriver The Guardian.
Mediet skriver, at Hakim Ziyech ikke har bestået sit lægetjek. Angiveligt skulle det være hans knæ, der er problemet, og derfor har sat en stopper for hans skifte til den saudiarabiske klub.
Chelsea og Al-Nassr var ellers blevet enige om en pris, der lyder på 8 millioner pund. Det svarer til omtrent 70 millioner kroner.
Hakim Ziyech var også nået til enighed med Al-Nassr om en kontrakt. Alligevel bliver skiftet ikke til noget for den 30-årige profil.
Sidste år var han også tæt på at forlade Chelsea. Dengang var det dog til fordel for Paris Saint-Germain, men heller ikke dette skifte endte med at blive en realitet.
Årsagen til dette var, at Chelsea ikke nåede at få styr på det nødvendige papirarbejde, inden der blev lukket i for transfervinduet.
Det var Hakim Ziyech naturligvis ikke tilfreds med, da han befandt sig i Paris, for at skrive under på sin aftale. Det fik han ikke mulighed for, da aftalen ganske enkelt ikke kunne lukkes.
Derfor blev han sendt retur til London, for at tage yderligere en sæson i Chelsea. Det har ikke været en succes, og derfor var han ivrig efter at forlade klubben denne sommer.
Men Hakim Ziyech kommer ikke til at skifte til Saudi-Arabien denne sommer. Det er til gengæld tilfældet for tre af hans nu tidligere holdkammerater. Både Edouard Mendy, Kalidou Koulibaly og N'Golo Kante skifter nemlig til saudiarabisk fodbold.