Kylian Mbappé får massiv kritik efter brækket næse

Af: Nicolai Busekist

|

19/06/2024 13:10

Fodbold
Foto: ph.FAB / Shutterstock.com
Foto: ph.FAB / Shutterstock.com
Kylian Mbappé brækkede sin næse i mandagens kamp mod Østrig, men det er ikke den eneste grund til, at han har trukket overskrifter.

Mest læste i dag

Kampen mod Østrig fik en brat afslutning for Kylian Mbappé, da blodet flød ud af næsen på ham. Det stod hurtigt klart, at han ikke ville være klar til at fortsætte, da han havde fået behandling på banen.

I flere minutter lå han på græsset, hvorfor han i forvejen havde brugt en del kamptid. Men da han skulle forlade banen, valgte han at bruge et ufint trick, der gjorde det muligt for landstræner Didier Deschamps at foretage en udskiftning.

Da den kommende Real Madrid-stjerne fik øje på, at Deschamps stod klar med en udskiftning, valgte han at gå ind på banen uden at få lov. Her satte han sig på græsset, hvilket betød, at dommeren var nødt til at stoppe kampen.

Ganske vist fik han et gult kort for episoden, men det betød, at Frankrig ikke skulle spille i undertal. Det er naturligvis en situation, der har medført, at han efterfølgende har fået en del kritik.

En af dem, der har været ude med riven efter den franske stjerne, er tidligere Manchester United-spiller Roy Keane.

"Han får en skade. Han går på banen igen og forsøger at få stoppet spillet. Han går kun på banen for at sætte sig ned, og jeg kan ikke lide at se det. Det er ikke i orden," sagde han ifølge Eurosport til ITV.

"Han har fået behandling. Jeg ved godt, at spillere kan begå fejl, men han fortjener det gule kort. Jeg kan ikke lide det."

Det var et af de ufine trick, der blev hevet op af hatten, men det gav pote for Frankrig. Deschamps kunne foretage sin udskiftning, og franskmændene kunne derefter holde fast i deres føring på 1-0.